Frederikkes konfirmation

En dejlig dag er slut, og jeg ligger i min seng og forsøger at fordøje alle de dejlige indtryk. Det har været hele overvældende hvad Frederikke har fået af hilsner på den ene og anden måde i dag. Hun har fået så utrolig mange gaver at der komme til at gå lidt inden vi får helt overblik over det hele.

Lige et lille billede at min dejlige datter <3

Alt ved festen faldt i hak. Dejlige lokaler, skønne mennesker, fantastisk mad. Hvad kan vi så ønsker mere. Det fungerede rigtig godt, det med at vi havde lejet hallen med så ungerne kunne løbe ind og lege og vi hørte dem stort set ikke.

Jeg har lige set billederne igennem og jeg bliver så ked af at se prednisolonens virkning i mit ansigt. Jeg fortæller mig selv at jeg er et pjattehoved for hvis jeg ikke havde haft det så ville jeg have siddet med ilt, hvis jeg i det hele taget have været der. Alligevel er det en underlig følelse at se på et ansigt som jeg ikke føler at mit.

Da vi skulle pakke bilerne skulle mors bil køres til bagindgangen for at læsses. Jeg blev enig med mig selv om at prøve at køre den. Første tur bag rettet siden transplantationen. Jeg har været nervøs for om mine ben havde kræfter til at kunne bruge pedalerne. Det gik bare rigtig fint, så det var et skridt mere i den rigtige retning.

Dagens positive: Da Frederikke sagde godnat var hendes kommentar: "Jeg har haft en meget bedre konfirmation end jeg havde drømt om". De ord betød alt for mig for så har jeg ikke kunne gøre mere.