Det er livet.

Så ramte jeg puden efter den mest fantastiske dag. Jeg tror at jeg kommer til at sove med et smil på læben hele natten.

Palle og jeg stod tidligt op med pigerne, så vi kunne nå at hygge med morgenmad alle fire inden de skulle i skole. Hvor har jeg savnet at vi kunne sidde sammen som familie og hygge. Da de var taget afsted indtog jeg badeværelset - fik nusset omkring mig selv og nød at kunne ordne mig alene.

Mor kom og hentede mig og vi tog i Østergade og jeg havde taget rollatoren med ikke på grund af luften, men mere fordi mine ben har lidt svært ved at bære mig, men jeg tror næsten jeg havde kunne klaret det uden. Tænk at gå op af gaden uden ilt og uden at tænke på at vi skulle holde lige ud for butikken. Jeg nåede både Matas, Slagteren, Guldsmeden og tøjbutikken :-). Vi sluttede i Brugsen, hvor Gitte var og jeg tror vi kunne have krammet livet ud af hinanden <3.

Dagen har været en rigtig besøgsdag. Mor, Palle og pigerne tog til Odense og spise aftensmad og var i teateret og se "Den eneste Ene". Jeg havde valgt at blive hjemme og ikke at tage munden for fuld - så jeg blev passet. Først på eftermiddagen kom Charnette og så gik snakken. Næsten 7 uger er meget længe at være væk og der er så megt at indhente. Sidst på eftermiddagen kom Kristine og Trine forbi efter de havde været i Billund, og vi tog hyggesnak i soveværelset, så jeg lige kunne hvile kroppen lidt ovenpå formiddagen. Da de tog afsted kom Claus og Gitte - og kort efter babysitterne Carsten, Jeanette, Jan og Bettina. Selv Stefan - den dejlige dreng, kikkede fordi for at sige hej. Jeg havde mest lyst til at knibe mig selv i armen, når jeg mærkede at jeg kunne sidde og snakke og hygge uden og mærke den træthed som har været sikre følgesvend i de seneste pr år. Det er et helt nyt liv. Vi fik grint af, at de ikke kunne finde ud af at min iltslange ikke lå i vejen alle steder og skulle hoppes over. Timerne fløj bare afsted i dejligt selskab.

Jeg kan mærke at denne orlov gør så meget for mig i min helbredelse og jeg har vokset i mentalstyrke på en måde som aldrig ville have været sket på Riget.

Dagens positive: Jeg er godt klar over at jeg har flyttet mig meget siden min transplantation, men jeg tror endelig først at omfanget rigtigt at gået op for mig når jeg aflæser alle de dejlige mennesker omkring mig reaktion. For dem at se mig uden ilt, være i stand til at rejse mig og gå igen med rank ryg - er et billede som tilhører en fjern fortid. Turen ned at bakke gik selvfølgelig dengang stærkt, men intet mod at regne hvordan forbedringerne nu indfinder sig. Jeg bliver så rørt når jeg tænker på min donor og familie.