lørdag den 21. maj 2011

Besøg af Palle.

Jeg havde endelig regnet med at Palle ville være her sidst på formiddagen, men det var blevet sent igår inden at de var tilbage i Assens efter Tages fødselsdag. Jeg kunne forøvrigt forstå at det havde været rigtige hyggelig og det var en skam at jeg ikke kunne komme med. Derudover var der meget trafik og det havde taget 15 min at komme igennem betalingsanlægget ved Storebælt. Der har nok været en masse der skulle over og se håndbold.

Kl. var halv to da han kom og jeg skulle lige have en gang medicin inden vi kunne gå ned og spise, men min venflon virkede ikke så vi måtte udsætte medicinen. Hvor var det dejligt at se Palle igen. Jeg kan godt mærke at vi gennem de sidste to måneder har været meget væk fra hinanden og jeg kan ikke vente til at vi kan få en almindelig hverdag igen.

Weekenderne på Riget er stille men meget hyggelige. Der er en helt anden ro og vi kommer tættere på hinanden og få talt mere end i hverdagen, hvor jeg ikke altid har lyst til at gå til buffen fordi der er så mange mennesker. I dag har Palle og jeg været der det meste af eftermiddagen og aftenen og vi fik set håndboldfinale.

Troels's kone Suannne havde købt den lækkerste kage til os fra Lagkagehuset. Mums og hvilken sød tanke.

Jeg har ikke mærket den store fremgang fra igår, idet jeg forsat går med ilt. Tilgengæld har jeg været rigtig god til at sidde oppe det meste af dagen. Så jeg tror ikke det er urealistisk at gå efter onsdag til udskrivning.

Dagens positive: Min CRP-tal var faldet til 10 idag så jeg er stort set uden infektion. Det er skønt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar