Ydrepunkter

Jeg har været hele følelsesspektraret igennem i dag. Første del af dagen var bare så dejlige - startende ud med at Palle kom forbi på vej til Island og vi fik lov at få lidt alenetid for første gang i lang tid. Jeg savner os og jeg tror at vi skal bruge tid på at finde vores nye drømme og sørge over det der aldrig bliver. Men jeg tror på at vi sammen finder vejen og jeg føler en taknemlighed over at jeg har været så heldig at have den dejligste og mest fantastiske mand i mit liv. Den kærlighed jeg føler kan ikke beskrives.

Efter Palle var taget afsted kom Gitte. Hun havde ville overrasket mig i tirsdag og havde bestilt tog til København, men da blev jeg jo sendt til OUH, så vi tog revance i dag. Hun var fantastisk og kom dejlig og smuk ind af døren, sørgede for at jeg kom i bad og fik sat hår og placeret i kørestolen sammen kørte vi i forhallen og hyggede med frokost. På vejen løb vi på Britta, som havde taget en gåtur til sygehuset og midt i det hele kom Frederikkes farmor. Jeg bliver så overvældet over alt det der strømmer mig i møde og jeg kan ikke lade være med at tænke at godt nok har jeg trukket et tungt lod, men tænk alle de dejlige mennesker der overgiver mig. Det er med til at jeg føler glædet ved livet trods alt.

Jeg havde stuegang i dag og det er besluttet at jeg skal være indlagt på OUH indtil jeg skal tilbage til Riget den 13. september. Jeg har det okay med det og der åbnet en lille dør for at jeg måske kan få lov at komme hjem nogle timer på et tidspunkt. Det kommer ikke bag på nogen at jeg har bestilt hvad jeg skal have at spise :-). Flæskesteg med det hele. Mums.

Jeg har fået trænet rigtig meget i eftermiddag. Det blev til 7 min på cyklen og så ellers styrketræning. Jeg blev noget overrasket over at jeg skulle prøve at stå for enden af sengen og holde ved og komme op på tæerne. Det gik også fint, men så skulle jeg prøve at komme op på hælen. Mine fødder flyttet sig ikke en millimeter. Det var absolut ingen muskler til at løfte med. Det var skræmmende.

Dagens store og alt overskyggende sorg kom i anden halvdel af dagen. Søde, dejlige Pia fra Odense, som har ventet så længe på lungerne er gået bort. Jeg kan slet ikke få min hjerne til at forstå at hun ikke er mere. Det glade menneske, med så meget overskud til alle os andre. Jeg kan ikke forstå at hun og jeg skrev sammen så sent som i går, hvor vi drillede omkring at jeg havde taget "hendes" stue på J1. Jeg er så ked af, at da vi talte sammen i mandag, fik jeg besøg, så vi brød af og blev enige om at tale videre når jeg kom til Odense og vi skulle rigtig hygge, når hun kom ind til behandling i næste uge. Nu er hun væk. Væk uden og få chancen for et liv med nye lunger. Jeg føler mig så forkert over at ligge og tænke på mit ønske om retransplantation, når Pia dør på listen uden at nå så langt. Det er ikke fair at hun har ventet forgæves siden september 2006. Det bør ingen mennesker gennemleve og jeg føler sådan med hendes mand og familien, men der er intet jeg kan sige eller gøre for at lindre smerten for dem. Hver dag skal leves fuldt ud for livet er så sårbart.

Dagens positive: Det er svært at skrive den i dag. Ikke fordi den ikke der men lige ud er det lidt hult med Pia i tankerne. Jeg tager den i morgen.