Nitten!!!!!

Der er dage hvor det at skrive er lettere end andre. Der kan være dage hvor jeg bevist udsætter det. I går var sådan en dag.

Den snigende angst, som jeg følte i sidste uge blev der sat ord på. Mine lunger er blevet varigt skadet af svampen. Orderne føles som en eksplosion inde i mit hoved og jeg følte at alle mine drømme blev taget fra mig i et splidt sekundt og der er intet - absolut intet jeg kan gøre. Jeg fik så kort tid, hvor jeg smagte friheden sødme igen og vi gav os lov til at drømme om fremtiden og alt det vi gerne ville. Ligenu prøver jeg at finde de nye drømme i, hvis jeg bare kan nå til at være uden ilt og klare mig uden hjemmehjælp. Det er to verdener så langt fra hinanden og jeg har lyst til at skrige mine frustrationer ud, men det ændre jo ikke ved fakta. Jeg fik min chance, men der var ingen gevinst på mit lod.

Jeg kæmper med at finde lyset og jeg synes det er svært. Før transplantation var der hele tiden håbet, når lungerne kom. Hvad er det for et håb der skal sættes i stedet for - der er en følelse af at pinen bliver trukket ud istedet for kort proces. Jeg forbander følelsen af at skulle være en klods og benet på mine nærmeste og jeg forbander den sorg, som jeg kan se i deres øjne, som jeg ved udspringer fra mig.

Den store forskel fra i går til i dag er at jeg har taget beslutningen om at hvis lægerne har en tror på at jeg fra det ingenting nu måske kan blive 10% bedre hen af vejen, så må jeg sætte ind på det eneste område jeg kan - træning. Måske kan jeg så blive 20 %. Jeg kan ikke gøre andet og jeg kan ikke bare ligge her og lade mit liv være totalt i hænder på andre uden at kæmpe med selv.

Da jeg synes det hele var allemest sort i går, tænkte jeg på at jeg har jo stadig været så heldig at få nogen af mine ønsker opfyldt. Jeg var der til Frederikkes konfirmation. Jeg gik i kirken og jeg var uden ilt - med hele dagen uden problemer. Jeg har fået lov til at kunne gå en tur igen med Palle hånd i hånd hen over sommeren. Mor og jeg kunne tage ud og hygge sammen - ikke fordi hun skulle med for at hjælpe men fordi vi ville hygge. Jeg har været gået over klittet og set vesterhavet og jeg har nydt det hele til fulde. På den måde har jeg været heldig at få chancen for at prøve at leve igen selvom tiden blev så kort.

Jeg svinger rigtig meget lige nu, mellem vrede, gråden, opgivenhed til at blive trodsig og tænke: "Jeg skal vise dem at de tager fejl for selvfølgelig kan jeg blive god". Jeg kender mig selv godt nok til at det bliver den sidste der vinder, men jeg vil have lov til at have de andre følelser, for ellers tror jeg ikke jeg lander hel igen. De har tilbudt krisepsykolog, men ligenu vil jeg helst selv arbejde. Det kan da godt være at jeg får brug for det men ikke nu.

Dagens positive: Heidi kom ind og sagde hej til mig inden jeg tog fra Riget og hun skulle til BAL. Hun rørte mig så meget i hendes handling - jeg havde lige været i bal og op af tasken tog hun hendes føntørre og gav sig til at tørre mit hår. Det er jeg ikke blevet i 4 uge og jeg blev så rørt af hendes omsorg. Det betød så meget.