søndag den 28. august 2011

God søndag

Det har været en god dag i dag på flere områder. Jeg er meget påvirket af vejret i forhold til min formåen og jeg kunne mærke allerede fra morgenstunden at jeg kunne lidt mere. Det mest målbare er når jeg starter dagen med at komme på toilettet - hvor forpustet bliver jeg. Den gode dag gjorde også at jeg kunne cykle allerede i formiddags og jeg fik bygget på med 8 min. og jeg fik tilbagelagt 3,3 km. Jeg tror sjælent at der er set større smil end mit da jeg blev kørt tilbage på stuen. Det gav en glæde inden i. Skøn følelse.

Gitte kom i eftermiddags og vi har rigtig haft pigehygge. Jeg synes det er så dejligt at vi kan veksle mellem det alvorlige og vi kan grine. Vi kan komme hele vejen rundt og det får mig til at tror på en mere normal fremtid, hvor der venter mange gode timer sammen alle dem som har været der for os. Jeg har en dyb taknemlighed over den kærlighed som omgiver os og jeg er ikke i tvivl om at jeg ikke ville have været hvor jeg er uden. Jeg håber at jeg en dag kan gøre gengæld.

Dagens positive: Jeg talte med Frederikkes farmor i dag og hun sagde noget jeg ikke selv havde tænkt på. Hun sagde at det havde glædet hende sådan at jeg havde købt tøj for det viste livsmod. Jeg havde slet ikke tænkt på at mit brug af dankort ubevist siger at selvfølgelig får jeg brug for at skulle i nyt tøj. Det gjorde mig glad for ord, tanker og handlinger hænger sammen på den rigtige måde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar