torsdag den 1. september 2011

En offdag

Det har været op af bakke i dag. Startende med at de synes de skulle tage morgenværdier på mig kl. 5 og så kunne jeg ikke falde i søvn igen. Jeg kunne godt mærke at der var noget galt i kroppen og det viste sig også at jeg havde fået feber. Øv. Nu gik det lige så godt. Det kan godt være at dagen i går har været for hård og det er kroppens måde at fortælle mig det på.

Jeg har intet kunne gøre i dag. Bare det at komme på toilettet har været en kamp og jeg var tilbage og blev meget forpustet igen og min hvilepuls har ligget omkring 110. Alt det her har desværre betydet at jeg ikke kunne komme på cyklen idag. Det var bare helt umuligt overhovedet at forsøge.

Jeg har fået taget en masse ekstraprøver og jeg kæmper med at få hostet noget op for de vil have en prøve og det er svært når hosten er tør. Alternativet er at jeg skal suges og det skal jeg bare ikke, så det skal lykkes.

Jeg synes dog at jeg er lidt bedre her til aften, så det giver håb om at jeg er tilbage på sporet igen i morgen og jeg tror det har været rigtig godt at der har været helt ro omkring mig idag. Det vil sige der var en præst der kikkede ind. Jeg ved ikke om afdelingen har bedt hende om det, men vi fik os en lille snak.

Dagens positive: Palle kom efter arbejde og vi fik nogen hyggelige timer sammen. Jeg kan godt mærke at jeg savner vores tid sammen og det var også alt for længe siden at vi havde haft nogen timer helt for os selv. Det var dejligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar