I går blev en dag, som jeg bare trak ud af kalenderen. Jeg sov stort set indtil midt på eftermiddagen og var ikke meget nærværende resten af dagen og jeg har sovet som en sten i nat. Tilgengæld følte jeg mig meget mere frisk her til morgen end jeg har gjort længe. Det var en dejlig fornemmelse og jeg var ikke så forpustet når jeg skulle på bækkenet og badet gik lettere og jeg har fået spist mere end meget længe. I det hele taget en rigtig god dag.
Det var endelig heldigt at jeg ikke havde nogen besøgende i går, som jeg havde det og der imod var besøg i dag, hvor jeg havde luft til at snakke også. Else var forbi med en smuk brun farve, som hun har fået på ferie på Kreta. Der er bare dejligt derned og jeg elsker det græske køkken.
Lars og Peter Willemar skulle begge have været til møde på J1, som desværre var aflyst. Det nød jeg så godt af med besøg på stuen. Lars havde været på Riget og det går den rigtige vej og han havde sluppet for flere af pillerne.
Jeg har fået trænet godt i sengen i dag, men hvor er det hårdt når jeg laver bækkenløft. Pyha. De bliver taget i små potioner. Ellers er det meget den store lårmuskel vi arbejder med så jeg ikke mister evnen til at stå på mine ben for jeg er nede på et enkelt skridt nu, når jeg støtter.
Dagens positive: Mor er kommet hjem efter en dejlig ferie og hun kommer forbi i morgen. Vi har aftalt at hun kommer til mig først for Frederikke er syg og der er ingen grund til at hun kommer til at bære smitte ud til mig, så de venter med at ses til efterfølgende. Jeg glæder mig til at se den guld ankelkæde som jeg har bedt hende om at købe til mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar