mandag den 19. september 2011

Ingen ændring

Der har ikke været fremgang i helbredet i dag og mine infektionstal er begyndt at stige igen. Det hænger jo også godt sammen med at det kniber med luften. Jeg har forsat været nød til at gøre brug af bækkenstolen ved sengen, da jeg slet ikke har kunne gå på toilettet.

De er gode til i Odense at få tilknyttet mig træning med det samme så jeg har styrketrænet i eftermiddag. Alt træning foregår liggende i sengen for jeg kan ikke yde mens jeg sidder eller for den sags skyld står. Det blev til nogen gode øvelser og vi er blevet enige om at konsentere meget omkring mine lårmuskler, så jeg kan komme til at kunne rejse mig fra en stol igen.

Jeg har fået talt med Annette i dag, og det var så dejligt at høre hendes stemme og der er gået alt for lang tid. Jeg kan godt lide at vi kan grine og pjatte, selvom vores situation er som den er og samtidig ved vi godt alvoren i det hele. Jeg håber bare sådan at jeg kan komme så meget ovenpå at jeg kan komme over og besøge hende, som jeg har lovet. Mor har tilbudt at køre mig.

Det har rigtig stået på telefonsnakning i dag. Mie og jeg tog også lige en af vores lange samtaler. Vi nåede heller ikke at ses da jeg var på Riget fordi hun var begyndt at hoste og så var det ikke så smart at hun kom omkring mig.

Sidst på eftermiddagen kikkede Svend og Britta forbi. Det passede rigtig fint for jeg havde fået sovet meget både i formiddags og over middag, så jeg var mere frisk. Det var rigtig hyggeligt og igen, så nyder jeg at vi har rummet for os selv og ikke skal dele med andre. Jeg kalder det min lille studielejlighed, med fælles køkken på gangen.

Jeg er ikke helt tilfreds med afdelingen i dag for jeg nåede aldrig at komme i bad. De er blevet ved med at love mig det og det er ikke særlig smart, når jeg skal undgå infektioner, at jeg ikke kommer i bad. Jeg har fuld forståelse for at det ikke kan blive på klokkeslet men det kan ikke passe at det ikke kan lade sig gøre på en hel dag. Så den skal lige tages op i morgen.

Dagens positive: Palle ringede og han var nået godt frem og det samme var mor. Så jeg kan roligt slappe af velvidende at der er styr på det hele.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar