Blandingsdag

Så ligger jeg i sengen min sidste aften på OUH i denne omgang. Jeg bliver hentet i morgen omkring kl. 14, så jeg kan nå min medicin og komme i bad inden afgang til Riget. Jeg kommer meget til at savne min enestue og kan godt mærke at jeg har svært ved at skulle over og forholde mig til alt for mange nye mennesker.

Dagen har været meget todel. Jeg er fortsat meget meget træt og jeg kan ikke blive klog på hvad der raser i kroppen, så jeg har igen sovet det meste af formiddagen for lige at være vågen lidt til middag og så sove igen først på eftermiddagen - nu venter jeg bare på at jeg få overstået min medicin så jeg kan få lov at sove igen. Jeg har været et tudehoved det meste af formiddagen for jeg er så ked af at der ikke er kommet styr på tingene hjemme omkring hjælp. Jeg kan ikke forstå at kommunen ikke tror på hvad lægerne siger og at der bliver sat spørgsmålstegn ved hvad jeg kan. Jeg beder jo ikke om hjælp fordi jeg synes det er sjovt. Jeg kan slet ikke rumme det og jeg føler at de sparker til mig på den måde at forstå om jeg nu også er sikker på at jeg er så dårlig. Jeg er så ked af det for jeg ville give hvad som helst for at kunne klare mig selv i dagligdagen. Jeg bliver frusteret over at det rammer mig så hårdt, når jeg synes at jeg få andre ting sat på plads omkring min situation i mit hoved. Måske er det tanken om at jeg synes det er sjovt at skulle bede om en bækkenstol ved min seng, fordi jeg ikke selv vil kunne komme på toilettet - det skulle ikke være tilfældet når jeg er 40 år. Jeg har besluttet at jeg ikke tager hjem før der er styr på det for jeg har ikke ressoucerne til at kæmpe.

Tilgengæld hjalp eftermiddagen og aftenen meget på mit humør. Gitte og Claus kikkede forbi og vi fik hygget med kaffe og brunsviger. Med sig havde de nogle smukke solsikker - jeg suger det smukke ud af dem, så det er godt at jeg har meget af dagen i morgen også.

Jette kom med Frederikke, så hun og jeg havde et par timer alene. Hvor jeg nød hende og hvor jeg savner vores småsnak og mit hjerte bløder for hende og samtidig kan jeg se hvor hun vokser som mennesker. Det rør mig dybt at hun har overskud til at kikke op og se at der kan være andre mennesker der har brug for hende og en skulder og læne sig op af. Jeg spekulerer hvor hun får overskudet fra, men jeg kan ikke undlade at være stolt af at hun kan se ud over hendes egen næsetip og være der for andre.

Palle havde været omkring Sunset og hente aftensmad til os, så vi fik hyggespist sammen og Palle hjalp mig med at få pakket mine ting og lagt tøj frem til i morgen. Vi blev enige om at han tog min kørestol med hjem for den er ikke så let at have med på Riget, men den har været rigtig god at have her, så vi ikke skulle lede efter stol, hvergang jeg skulle i bad eller cykle.

Dagens positive: Jeg er glad for at sygehuset vil ringe og tale med Assens Kommune i morgen. Så kan jeg håbe at der bliver fundet en løsning, så jeg kan koncentere mig om mit helbred og ikke praktiske løsninger.