Jeg sover ellers ikke til middag mere og har ikke gjort det meget længe, men min behandling må have haft lidt yderligere effekt for jeg gik ud som et lys og fik en time på øjet. Det gjorde heller ikke så meget for jeg tog bare en banan til frokost så maven var helt klar til Jeanette kom med sushi. Det var bare så super hyggeligt at sidde der sammen og snakke og småspise og på den måde kunne jeg spise mere end jeg normalt ville gøre. Det var ligeså lækkert som sidste gang og jeg nyder vores timer sammen.
Sidst på eftermiddagen kikkede Trine forbi og det kom til at passe med at hun nåede at hilse på Palle og Frederikke der kom forbi efter deres helikoptertur. De havde været så heldige med at solen skinnede mens de var oppe og Palle havde taget nogen rigtige gode billeder så jeg kunne se med fra sidelinien.
Jeg synes det var dejligt at de fik den oplevelse sammen. Palle fik resterne af sushien og Frederikke var i cafeen og fik lidt at spise. Jeg havde ikke fået cyklet i løbet af dagen, så jeg fik Palle til at køre mig til cyklen, så min samvittighed var god igen. Det er meget nødvendigt at jeg tager fat - uden at gøre for meget for i morges måtte jeg prøve til tre gang før jeg kunne få mine ben til at lystre og blive rejst fra toilettet igen - selvom jeg brugte armene. Det er noget skidt.
Palle havde haft nogen af Mettes ting med fra Assens, så hun og Rune var lige forbi. Rune blev i døren for han synes han var lidt småforkølet, så han ville ikke i nærheden af mig. Meget betænktsom.
Dagens positive: Jeg kan ikke andet end falde i søvn med et smil på læben, med tanken om en dejlige dag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar