Jeg hoster fortsat og er meget forpustet. Det påvirker meget min evne til at spise. Det heldige er så at jeg ikke har så meget appetit, så jeg sulter ikke selv om jeg ikke kan spise så meget. Jeg tror der var nogen der var blevet klar over at det ikke var så smart omkring mit manglende bad i går og jeg har så heller ikke undladt at gøre opmærksom på det. I dag fik jeg bad og jeg måtte stort set have hjælp til det hele for jeg tabte pusten med det samme, men det var skønt at komme tilbage ren i en ren seng.
Jeg fik talt med lægerne til stuegang og fik igen gjort opmærksom på at jeg altså har en infektion for det kan jeg mærke. De valgte at ringe på Riget og der havde de fået tal fra sidste uge og der var infektion i mine lunger, så jeg er tilbage på antibiotika igen. Jeg glæder mig bare til det virker så jeg kan komme til at kunne lidt mere igen.
Igen i dag har jeg sovet meget og jeg har valgt bare at få alt den søvn som jeg har brug for.
Her til aften kom Jeanette og Frederikke og det havde lavet det lækkerste sandwichboller med kylling. Det var dejligt at være sammen med dem og jeg følte mig sådan hygget om og det er dejligt.
Dagens positive: Jeanette ville gøre det så lækkeret for mig og havde lavet hjemmelavet chokolademousse til mig. For at gøre den ekstra lækker havde hun valgt en rigtig god chokolade, men den kom til at smage for meget af cacao. Jeg synes det var så synd for hende, når hun nu ville glæde mig sådan og de var så fine. Vi blev enige om at et pulver, nok var bedre. Hun er altså bare så sød og omsorgsfuld og jeg holder mere af hende end ord kan beskrive.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar