Det har været nogle hårde dage. I går blev det godt nok aftalt at jeg først skulle hentes til omkring kl. 14, så der var tid til at få pakket, få medicin og komme i bad, men der skete alligevel meget på kort tid. Mor kom sidst på formiddagen så vi kunne nå at sige farvel og få snakket lidt og hun hjalp mig med at pakke det sidste sammen. Jeg havde begrænset mig så jeg forsat kunne have mine ting i min kuffert og en stor pose med medicinen.
Tur til København gik fint og der var ingen trafik problemer, men den er hård at være på sådan en båre og efter et par timer brænder det fra lænden. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på at sidst jeg tog turen til Riget der kørte jeg selv bilen. Der er sket meget på meget kort tid.
Der var god belægning på Riget, så jeg må dele stue med en anden og der har jeg ikke været så heldig. Jeg har fået en sidemakker som taler polsk i søvne hele natten. Det har været en forfærdelig nat med ikke ret meget søvn. Samtidig nåede lægen der skulle lave indlæggelsespapirne til mig først frem kl. 1, så der blev jeg vækket og undersøgt. Jeg har fået ørepropper til i nat, så må vi se og jeg kan få sovet lidt.
Dagen i dag har været hektisk. Jeg begyndte med røngten kl. 9. Kl. 9.30 var jeg til EDTA clearence. Efterfuldt af udvidet lungefunktionsundersøgelse - den var hård. Jeg svedte så mit hår var drivvådt og den sidste del af undersøgelsen måtte vi afkorte for jeg havde ikke luft til at gennemføre den. Tilbage på afdelingen fik jeg min medicin, fik frokost, så tilbage til EDTA til sidste blodprøve. For at afslutte med et bad. Pyha, kroppen ville bare ikke mere, så da Gitte kom blev det ikke til nogen tur i forhallen. Hun hyggede rigtig om mig og havde avokadoer med rejer og brød med, Mums hvor var det hyggeligt og det var dejligt at høre om deres ferie ned til "vores" hotel hvor vi mødte hinanden for første gang.
Jeg havde lide lidt kort stuegang og jeg nævnte igen re-transplantation, men de glider af på det. Jeg ved godt at de ikke kan give mig et svar her og nu og det selvfølgelig på konference. Det eneste der blev sagt var at det var yderst sjældent at man gjorde det fordi erfaringerne ikke var ret godt.
Lægerne har talt om at jeg måske ikke skal have taget biopsi i morgen fordi de vurderer på om jeg er lidt for svar til at det er nogen god ide. Jeg hopper nu bare på bordet i morgen og sover fra det hele og så regner jeg med at de gør hvad de finder rigtigt og så må jeg se hvad de siger når jeg vågner.
Kl. var næste 19 inden jeg kom på cyklen og jeg måtte også give op efter 7 min., men jeg var stolt over at det lykkes for mig oven på det program jeg har haft i dag, så bare det at kommer op og få kørt er fint..
Dagens positive: Det var rigtig dejligt at se Gitte igen. Det er sjovt så hurtigt at vi bliver en del af hinanden hverdag, men jeg tror nu det har været godt at jeg har været lidt væk og været i Odense, så hun har kunne hvile ørerne lidt og denne gang bliver nok kun en kort visit, vil jeg tro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar