Store udsving

Jeg forundres stadig over de kolosale udsving der sker med mig over et døgn. Det ene øjeblik "løber" jeg med armene over hovedet og få øjeblikke efter er jeg ved at gå til i smerte.

Det sidste døgn synes jeg nu at mine sejre er de største. Jeg formåede at være oppe i bad - spist morgenmad (noget jeg bruger to timer på, men tilgengæld får jeg noget ned). Jeg fik talt med en anden læge, end den jeg plejer og det var en positiv oplevelse, på den måde at forstå at jeg forstod hvad han sagde. De er tilfreds med mine infektionstal, selvom der fortsat er betændelse og jeg skal være i to forskellige antibiotikabehandlinger. Det så ud til på røngen at der var væske i mine lunger, så aftalen blev en ultrallydscanning til om eftermiddagen, hvor der eventuelt kunne lægges et dræn.

Så kom fysioterapeuten. Vi blev enige om at jeg havde det så godt at jeg godt selv kunne gå - uden ilt - fra 15. sal med elevatoren til stueetagen og i træningslokalerne. Jeg nåede ikke selv at tænke hvor stort øjeblik det egentlig var før jeg var fremme. Der har nok været et par eller to som må have smilt ved synet af mig i lange herreunderbukser med gylp og sutsko i forhallen, men hvad betyder det - jeg går...

Træningen blev et stort succes med mange gentagelser af øvelserne. Jeg fik gået 6 gange 4 trin på en maskine de har med 4 trin og gelænder. Den er en af de nyere maskiner, som er kommet i fysioterapien efter at de er begyndt at genoptræne sårede soldater. Det er jeg glad og taknemmelig over at må drage nytte af.

Der blev ikke spist meget frokost for jeg gik ud som et lys til min middagslur, men jeg er sikker på at jeg fald i søvn med et smil om læben :-). Tænk det er kun 1½ uge siden jeg blev transplanteret.

Kl. 14:45 var det tid til ultralyd. Det var væske i begge lunger og lægen besluttede at sætte et dræn i venstre lunge tæt på rygsøjlen. Det var ikke noget der gjorde ondt overhovedet, så jeg tænkte "piece of cake". Det var nok en lidt for hurtig konklusion. Da jeg kom tilbage var Gitte, Mie og min mor på stuen og jeg kunne mærke smerterne tage til. Gitte og mor tog ud og spiste, så de kunne få en gang tøsehygge og Mie og jeg havede jo regnet med det samme. Vi fik da lige klaret mine øjnebryn og klippet pandehår, så jeg igen ser lidt rimelig ud og det giver en fantastisk følelse at få lidt omsorg.

Smerterne fra drænet bragede bare igennem og jeg var ved at besvime hele tiden. Jeg kunne overhovedet ikke løfte mine arme. Vi forsøgte med mofin, og det hjalp da også sådan at forstå at jeg ikke var ved at gå ud som et lys hele tiden, men av. Drænet havde tappet ca. 400 mg væske fra lungen og der skete ikke mere, så jeg mente jo egentlig bare at det var om at få det ud :-). - det fik jeg også kl. 21 om aftenen efter ikke at kunne lægge siden kl.. 15. Mor og Gitte var kommet tilbage og de blev ved mig til drænet blev fjerne og det var jeg utrolig glad for og det hjalp med at tiden var til at komme igennem.

Så snart drænet var fjernet, kunne jeg rejse mig og jeg kunne gå og jeg kunne, som noget helt fantastisk komme i min seng. Jeg tror at det dræn har trykket på et eller andet eller ramt noget. Lige inden jeg faldt i søvn lod jeg mærke til at min lillefingre og ringefingre på højre hånd sov. Jeg blev enig med mig selv om at det nok var væk her til morgen, men det er stadig det samme kan jeg mærke og det giver en underlig fornemmelse, når jeg skriver og rammer tasterne. Jeg håber ikke der er blevet ramt noget til min hånd.

Dagens positive: Samlet kan jeg ikke være andet end rigtig rigtig glad over min egen formåen i går. Mor fortalte at fysioterapeuten havde sagt til hende at hun aldrig havde set en lungetransplanteret i bedre fysisk form end min. Det kan ikke beskrives hvormeget det glædede mig, når jeg tænker på alle de dage hvor jeg har kæmpet mig afsted til træning og selv det mindste var som at bestige et bjerg. Jeg er så glad for at den indsats og den prioritering jeg har lavet med at holde mig i form, holde min vægt og lære at drikke meget vand, viser sig at være så udslagsgivende for mit forløb. Det er jo netop de få ting hvor jeg selv kunne gøre forskellen.