søndag den 9. oktober 2011

God vejrtrækning.

Jeg kan ikke mindes hvornår min vejrtrækning har været så god som den har været i dag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om noget af alt den medicin jeg har fået også har haft bivirkninger omkring min vejrtrækning. I hvertfald er det påfaldende. Jeg blev godt nok lidt overmodig og skulle prøve og rejse og sætte lidt for mange gange, og så lød jeg som jeg plejer, men det skulle jo lige prøves.

Mor kom i formiddags og havde taget et af de gode brød med fra Assens, og så kan jeg ellers spise og med godt med smør. Jeg fik hende til at hjælpe mig på vægten for jeg var sikker på at jeg havde taget på for jeg synes jeg er blevet godt til at spise, men desværre. Der er nu 11 kg mindre af mig end ved transplantationen og så er der nogen der sige at man tager på af binyrebark. Det var så heldigt at Mette og Rune også kikkede forbi mens mor var her så de kunne nå at hilse på hinanden også. Det har været en rigtig hyggelig dag.

Mor havde en bakke med som Palle havde fundet til mig som jeg kan bruge i senge og den er rigtig god at bruge. Han er så sød til at tænke på hvad jeg kunne bruge i min situation.

Jeg har aftalt med sygehuset, at der i morgen bliver taget kontakt til Assens Kommune om at jeg er klar til at komme hjem. Jeg vil gerne nå at hjem inden jeg løber ind i en ny infektion og skal tilbage igen. Jeg har en fornemmelse af at det nok bliver sådan det næste års tid indtil mit immunsystem kommer lidt tilbage igen.

Jeg skal også have dem til at tage en blodprøve omkring min afstødningsmedicin for de har tidligere talt om at mine tal er kunstig høje på grund af noget af det medicin jeg er stoppet med. Jeg tror det er vigtigt at jeg ikke pludselig får behov for højere doser, men at tallene bliver fuldt så jeg ikke pludselig står med en afstødning. Lige en tanke jeg har fået i dag.

Dagens positive: Jeg har nydt at kunne spise og tale forholdsvis ubesværet i dag. Det er en skøn følelse ikke at skulle håbe, at de andre siger noget, så jeg kan få pusten.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar