Berlin

Palle og jeg skulle have været kørt til Berlin i dag. Turen blev bestilt i sommers da jeg havde det rigtig godt og vi skulle have været sammen med Gitte og Claus. Der er sket meget i vores liv siden og jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor det afspejler den glæde og tro vi havde på fremtiden, men det bestemmer vi ikke selv.

Jeg er tilbage på antibiotika igen igen. Lægerne blev enige om at sætte ind med det samme udfra mine stigende infektionstal men de vil ikke afvise at jeg måske stadig har en mulighed for at komme hjem i næste uge. Jeg tror at når det lykkes bliver det i kort perioder og så tilbage igen, når jeg få tilbagefald for de lader til at komme hele tiden selvom jeg her er mindre udsat for infektion på min enestue end jeg vil være hjemme.


Jeg har kunne forstå at afdelingen og lægerne har været meget glade for min skrivelse for det hjælpe også dem til at få fokus på lungeområdet, som er et lavstatus område. De har også følt frustrationen over ikke at kunne tilbyde psykologhjælp til de patienter, hvor de kan se at det er nødvendigt. Håbet er nu at der kommer retningslinier, så de afdelinger der "sidder" på hjælpen ikke kun beholder den for sig selv - det viser sig at det ikke det der har været hensigten med ordningen. Jeg synes det har været en meget positiv oplevelse på den seriøse måde det er modtaget.

Dagens positive: Så har vi dejlig fredag, hvor Palle kom ud og vi havde vores fredagshygge. Det er blevet en rigtig oase midt i det hele for mig og det bliver det med genkendeligheden, men et stref af hverdag. Det betyder meget i alle de omvældninger vi har.