Det har været en meget hård weekend med rigtig mange smerter. Jeg kan ikke forstå at de skal vende tilbage med en sådan kræft igen og der har intet været af det medcin jeg har taget som har kunne fjerne smerterne. Jeg har endda imod sædvane taget Oxynorm, som jeg må tage op til 8 i døgnet - intet hjalp. Min højre hånd har været stort set ubrugelig, men er ved at gå i bedring i dag og hævelsen er knapt så voldsom. Den fik lidt behandling med laser ved fysioterapeuten i morges, så jeg regner med at være tilbage i kampen i morgen.
Den bedste måde at beskrive min gigt på er at sammenligne det med is. Jeg ved ikke hvordan leddegigt, slidegigt eller anden form for gigt mærkes for min gigt er en del af HUVS, men den sidder i alle mine led og når den angriber med en af de store angreb, så er det som om at alle mine knogler består af is, og der stråler kulde ud. De steder hvor hævelsen er kommer endvidere en skærende smerte.
Det gode ved at jeg får disse angreb engang i mellem er at jeg kommer til at tænke på hvor heldig jeg er for alle de dage jeg har med kun almindelig smerte. De dage er der heldigvis flest af. Jeg opholder mig nok desværre på den forkerte bredegrad, men jeg har også altid sagt at Danmark ikke er til helårsbeboelse :-).
Dagens positive: På vej fra sygehuset i dag talte mor og jeg om at der måtte være en måde at kunne få en hotdog ved grillen i Bellinge. De har de meste fantastiske kæmpe hotdog. Vi har ikke været omkring siden i sommers hvor vi kunne sidde udenfor ved bordet, og den mulighed var ligesom udelukket. Jeg er nok heller ikke lige den der står og hænger ved disken, så den kunne heller ikke bruges.
Frem af mors taske fandt vi en plastikpose og med den på skødet kunne jeg indtage en hotdog i bilen og jeg efterlod mig ingen afslørerne spor :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar