tirsdag den 19. juli 2011

Indlæggelse

Jeg var oppe med Palle i morges kl. 5.45 og gjorde klar til at tage på Riget. Efter jeg havde talt med Lars og han var blevet indlagt efter et besøg på ambulatoriet, blev jeg enig med mig selv om at det var klogest at pakke en taske og en toilettaske og meget vigtigt min pc.

Jeg havde besluttet at køre selv denne gang. Jeg har altid godt kunne lide og køre bil og det ville give mig frihed til at sige hej til Mie, når jeg nu var i hovedstaden. Trafikken gled rigtig fint og der var ingen forsinkelse til København.

Jeg fik målt min lungefunktion og i stedet for at stige fra de 48% til de 50 som jeg havde håbet på, så var jeg faldet til 41. Jeg kan ikke sige at det kommer bag på mig for det passer med det jeg har sagt de sidst 3 uge, at jeg bliver mere forpustet. Tilgengæld var det svamp de havde fundet i mine lunger ved sidste BAL blevet dyrket og det viste sig at der ikke var noget i det, så jeg har fået lov til at stoppe med Noxafil og Valcyte. Samtidig skulle jeg stoppe antibiotikaen, så det er skønt hvergang der bliver reduceret i alt den medicin.

Det blev besluttet at jeg skulle indlægges og til BAL i morgen. Jeg fik enestue på hjertesiden og hvilken smuk udsigt i dette dejlige vejr. Jeg fik den stue, hvor jeg lå da jeg kom op fra intensiv og var i isolation. Jeg ved ikke om det var det der fik mit til at sammenligne min formåen med tidligere, men denne gang er der kommet så mange minder op i mig. Det at gå til røngten, som tidligere var et helt projekt og nu gør jeg det uden at tænke over afstanden. Det samme skete da jeg var i bad - tankerne om mit første bad på afdelingen. Der er sket meget siden og på samme tid føler jeg tiden er fløjet af sted og samtidig føler jeg at det er meget meget længe siden.

Jeg har det fint med min indlæggelse for det var en naturlig fortsættelse af at jeg har haft det som jeg har. Nu håber jeg bare på en afklaring så jeg kan få vendt min kurve og komme opad igen.

Dagens positive: Jeg mødtes op med Mie til frokost og vi fandt en cafe, hvor jeg kunne være i skyggen og hun kunne nyde den dejlige sol, som København havde at byde på. Vi havde nogen hyggelige timer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar