Intensiv

Palle havde planlagt hans ankomst tilbage til Riget perfekt. Det passede med at det første jeg kan huske, er at jeg slår øjne op og samtidig med, at jeg kunne høre at han ankom. Det var rigtig dejligt og det betød meget for mig at han var der, selv om jeg var meget sløv. Han fik svaret på de spørgsmål, som vi havde aftalt på forhånd: Hvordan var operationen gået? Rigtig fint. Hvor var jeg blevet åbnet? I begge sider – hvilket også have været mit helt store ønske. Selvom jeg godt ved at det ikke betyder noget på den lange bane.

Mig og en respirator bliver aldrig gode venner. Jeg havde håbet på at jeg ville blive koblet fra ret hurtigt efter og det var heller ikke problemet omkring iltningen der var skyld i det, men nogen tal fra blodprøverne der drillede. Det blev en rigtig rigtig lang nat og jeg tror at den natsygeplejerske, blev lidt træt af at svare på mine fingretegn om hvad klokken var og hvornår jeg kunne blive koblet fra. Jeg kan ikke mindes at jeg nogensinde har været så tørstig og jeg fantaserede bare om et stort glas iskoldt vand.

Ud på morgenstunden blev jeg taget fra og det som jeg forinden havde tænkt på som noget der kunne være ubehageligt, kunne jeg have foretaget en sejrs dans over, hvis det havde været mig fysisk muligt.  Jeg var nok blevet gennemskuet, at jeg ville hælde vand indenbords i det væk, så jeg blev foderet af Palle med isterninger på en meget lille ske. Det var for at forebygge at det hele ikke kom op igen.

Så fik jeg afvaskning i sengen, så jeg blev lidt frisket op Jeg havde ingen smerter, så vi blev enige om ved ti-tiden at jeg skulle prøve at ”hoppe” ud af sengen og over i en stol og sidde. Jeg blev voldsomt svimmel og mit blodtryk faldt, men projektet lykkes og jeg sad oppe i 3 timer – hvilket nok var i overkanten, men hvad jeg var kommet i gang.

Vi prøvede til igen sidst på dagen med der blev det kun til sengekanten og så blev svimmelheden og trætheden for meget.

Tiden på intensiv flyder lidt sammen for mig, men det var meget en gentagelse om onsdagen i forhold til tirsdagen. Dog blev jeg ikke svimmel, da jeg skulle op. Jeg fik lidt feber tirsdag, men ikke noget alarmerende, så der var ingen grund til at udsætte at jeg blev flyttet til afdelingen. Det giver også meget mere ro i forhold til intensiv. Opholdet var meget positivt og jeg blev ordnet med min første ”tørvask i badehætte” – Det gør jo ikke noget at se lidt ordentlig ud, når jeg skulle videre J.

Dagens positive: Indtil nu har jeg kun oplevet fremskridt.