Så gik luften af ballonen og behandlingerne er i gang. Mig og prednisolon kommer aldrig til at være et godt mix. Jeg havde forsøgt at foreberede mig selv på at jeg er nød til at starte op igen i forbindelse med den biologiske medicin, men jeg tror endelig jeg helt havde glemt, hvor skidt jeg får det. Jeg er bare træt, træt og atter træt og jeg gik ud som et lys, da jeg kom fra sygehuset. Jeg har en følelse af at jeg ikke kan holde ud at være i min egen krop - jeg bliver hysterisk og urimelig, samtidig med at jeg føler at mit hoved sætter fast i en skruetvinge og presset bare øges. Jeg er blevet startet op med 100 mg prednisolon i dag.
Kvalmen efter behandling med cyklofosfamide er sat ind, men jeg har fået piller med hjem til dækning. Normalt går det bare nogle dage hvor jeg har meget svært med at spise andet end brød og drikke noget saft. Det er vigtigt at drikke meget, så der udgåes negative virkninger på blæren. Det er til at leve med.
Jeg skulle endelig have begyndt at pakke til indlæggelse i morgen, men jeg brugte de sidste kræfter på, at tage til forældresamtale med Frederikke og hendes far. Jeg synes at det er en af de ting, hvor jeg skal være tilstede så længe som det overhovedet er muligt for mig, så hun også mærker at mor stadig er her.
Dagens positive: De ringede fra hjemmeplejen, og fortalte at de starter med at komme fra mandag. Vi starter op med at få belyst mine behov. Jeg håber det kommer til at give mere luft til mine nærmeste <3
Ingen kommentarer:
Send en kommentar